I mange år har man kunnet se vinentusiaster rulle med øjnene, når de så endnu en ‘Amarone’ på discounthylderne. Mange producenter er nemlig i tidens løb blevet fristet til at producere lavkvalitets-’Amaroner’ og dermed udvande kvaliteten for, at de kunne imødekomme en lavpris-efterspørgsel.
Modtrækket var helt naturligt for de seriøse Amarone-producenter:
Opret en forening, der står for alt det modsatte!
Gå til kamp mod dårlig Amarone!
Manifestet var enkelt: Skab Amaroner som de oprindeligt bør fremstilles, lagres og nydes gennem strenge kvalitets- og produktionskrav!
Ti producenter gik altså i 2009 sammen og skabte “Amaronefamilierne”. I dag er navnet dog ændret til ‘Le Famiglie Storiche’ – ‘De Historiske Familier’. Siden 2009 er foreningen udvidet til 13 medlemmer og tæller blandt andet navne som Masi, Tenute Tommasi, Musella og Speri. Dengang som nu er hovedformålet at beskytte Amarone-navnet og den kvalitet og karakteristik, der kendetegner en god Amarone. Der er siden løbet mere vand under broen og de hårde udmeldinger mellem Amarone-familierne og de andre producenter er blødt lidt op. Men kampen mod dårlig Amarone udkæmpes stadig. Heldigvis for os, der sætter pris på den ægte vare.
Vi har i årenes løb importeret vin fra flere af foreningens medlemmer – og fra Venturini i 7 år. Vores lager af Venturinis vine varierer meget, da nogle af dem knap når at ramme hylderne, før de er væk igen.
Og helt ærligt: Det forstår vi til fulde! Det er ganske enkelt gennemført flotte vine.
Venturinis vinmarker ligger lige midt i det bakkede Valpolicella Classico-område, 250 meter over havet. På disse marker har Venturini-familien produceret fantastisk flotte, rene og yderst velsmagende vine siden 1963. Du kan se vores aktuelle udvalg af Venturinis vine.