Hold din egen vinsmagning

Hold din egen vinsmagning

Overvejer du at holde din egen vinsmagning derhjemme med f.eks. venner eller kolleger som gæster, så har vi her samlet et par tips, der kan hjælpe med at vin gøre aftenen til en succes. I hvert fald hvad angår vinen:

1. Vælg ikke for mange vine.

Allerede fra vin nr. 2 bliver det en smule sværere at smage detaljer i vinen, og efter nr. 10, er det umuligt. Netop fordi ens gane er påvirket af de tidligere vine, vil de sidste vine man smager, smage helt anderledes, hvis de smages som vin nr. 1 dagen efter.

Vi anbefaler at begrænse smagningen til maksimalt 8 vine.

2. Rækkefølgen er vigtig.

Start med de letteste og mindst syreholdige. Slut med de mest koncentrerede og/eller fadlagrede. Spørg din vinhandler til råds, og er det ikke muligt at få informationer om de vine du har stående, så start med de billigste og slut med de dyreste.

Det har den ulempe, at meget dyre og elegante vine ikke vil blive smagt optimalt, men gøres det i modsat rækkefølge vil de billigere og mindre koncentrerede vine smage som daggammel saftevand.

3. Vælg vine du holder af.

Medmindre formålet med vinsmagningen er, at alle smager noget nyt og ukendt, så vælg nogle vine, et område eller en drue, du holder af som tema. Det er sjovere for folk at høre lidt om vinene og om din gejst for dem, end bare at “smage noget vin”.

Det er derfor ekstra godt at tage din yndlingsvin med i smagningen, eller f.eks. at smage vin fra det feriested I besøgte i sommers.

4. Hav papir og blyant liggende.

Især når man smager mange vine, er det rart at kunne tage notater undervejs. Man gør sig en masse tanker, lige i det man smager en vin, og dem har man tit glemt 3-4 vine senere. Mange mennesker bruger vinsmagninger som inspiration til fremtidige vinkøb, og så er det rart at kunne tage sine smagsoplevelser med hjem på papir.

5. Den rigtige mad betyder meget.

De fleste vine – især når det kommer til italienske og franske – gør sig bedst med mad. Det er sjovt f.eks. at få et par gode hvidvine (eller f.eks. en hvid og en rød) til forretten og 2-3 rødvine til hovedretten, men det behøver ikke være så avanceret.

Nippemad som f.eks. tyndtskåret skinke, salami, ost og brød er fint. Måske med undtagelse af tungere vine, der har godt af lidt kraftigere mad. Kraftig ost kan sagtens gøre det. Vi synes også, at god mørk chokolade er lækkert til kraftige vine – især dem med tydeligt fadpræg. Men det er naturligvis en smagssag. Prøv dig frem. Skal I ‘kun’ smage på vine og ikke spise lidt sammen med, så vil vi anbefale lidt brød til eller små italienske ‘taralli’, der renser ganen imellem smagningerne.

Mange af vores smagekasser, vil være et godt udgangspunkt hvis du skal hold din egen vinsmagning. Du kan lade dig inspirere i vores aktuelle smagekasse-udvalg her. 

Hvis du har et særligt ønske til tema til en smagekasse, så kontakt os gerne.

Vi er altid behjælpelige med gode råd, uanset hvor du har købt vinene.