Marrone

Marrone

Siden starten af det nittende århundrede har Marrone dyrket vin i La Morra i Piemonte. Helt fra familiens første vinmager, Pietro Marrone, har fokus været på at dyrke vinmarkerne med høj kvalitet og et lavere udbytte for øje. Helt uhørt på hans tid insisterede han også på, at hans vinmarker skulle være strengt reserveret til netop vinstokke og ikke til majs og andre afgrøder indimellem stokkene. Det virker helt logisk på det moderne menneske, men dengang var det en direkte revolutionerende holdning. Druer til vin var dengang en afgrøde fuldstændig på linje med alle andre frugter og grøntsager!

Smag Barolo hos Marrone i La Morra i Piemonte

I det unikke terroir i Piemonte dyrker Marrone i dag deres vinmarker som et stort familieforetagende. Barbera og Barolo er hovedfokus. Far, Gian Piero, står i spidsen, tæt flankeret af de tre døtre, Valentina, Serena og Denise. Køkkenet og restauranten er mor Giovannas domæne. Hos hende kan du også booke en dag i køkkenet og lave ægte piemontesisk mad helt fra bunden. Book tid i køkkenet HER.

Vindyrkningen foregår 100% med organisk gødning og alt markarbejdet foregår manuelt. Det er lige fra beskæring til den endelige udvælgelse af druerne. Man er yderst opmærksom på ikke at få brudt drueskallen, før druerne er i hus. Man ønsker nemlig 100% fuld kontrol over gæringen og i det hele taget hele processen fra dyrkning til du står med vinen i glasset. Du kan booke en rundvisning på Marrones vingård i La Morra med vinsmagning HER.

Vi kan på det varmeste anbefale at lade turen gå forbi, hvis du er i Piemonte. Ikke alene er vingården umanerligt smukt beliggende, men maden i restauranten (skabt af Mamma Giovanna) med tilhørende vine som Barbera og Barolo på den ædle Nebbiolo drue er en kongelig oplevelse.

Senest har Marrone indgået samarbejde med den internationalt anerkendte og prisbelønnede ønolog Donato Lanati. Han er tidligere kåret til en af de fem bedste ønologer på verdensplan. Det siger en hel del om ambitionen hos Marrone. INTET er overladt til tilfældighedernes spil. Og resultatet er i en klasse for sig. Vi ønsker god fornøjelse med at smage dig igennem sortimentet; Chardonnay, Dolcetto (når vi har den), Barbera og Barolo.