Appassimento og Ripasso

Appassimento og Ripasso

Heroppe i det kolde nord holder vi meget af vine, der er lavet efter Appassimento og Ripasso metoden. De er fyldige og kraftige og sødmefulde, og giver os en lovning på, at den varme sol vender tilbage. For mange er de også uløseligt forbundet med den kraftige mad på julebordet.

Men hvad er så forskellen på Appassimento og Ripasso?

Helt kort kan man sige, at Appassimento henviser til, at druerne er tørrede i mange måneder, hvorefter de presses til vin. Vinene lavet på denne metode kender vi som Amarone della Valpolicella eller den sødere Recioto della Valpolicella. Når man tørrer druerne fordamper vandet. Herved koncentreres sukker- og smagsindholdet betragteligt.

Navnet Ripasso afslører metoden lidt mere i selve ordet: Det er nemlig den unge Valpolicellavin, der (re)passeres over kvaset fra Appassimento-vinene. Herved får den ekstra pondus og power og en flot afrunding af sin ungdommelige saftighed.

Man kan derfor sige at både Appassimento og Ripasso har været i kontakt med Appassimentometoden. Uden Appassimento, ingen Ripasso.

På billedet kan du se tørrede druer i proces fra vores producent Le Salette. Du finder Le Salettes vine i vores shop HER.