Til kamp mod dårlig Amarone

Til kamp mod dårlig Amarone
I mange år har man kunnet se vinentusiaster rulle med øjnene, når de så endnu en ‘Amarone’ på discounthylderne. Mange producenter er nemlig i tidens løb blevet fristet til at producere lavkvalitets-’Amaroner’ og dermed udvande kvaliteten for, at de kunne imødekomme en lavpris-efterspørgsel.
 
Modtrækket var helt naturligt for de seriøse Amarone-producenter:
 
Opret en forening, der står for alt det modsatte!
Gå til kamp mod dårlig Amarone!
 
Manifestet var enkelt: Skab Amaroner som de oprindeligt bør fremstilles, lagres og nydes gennem strenge kvalitets- og produktionskrav!
Ti producenter gik altså i 2009 sammen og skabte “Amaronefamilierne”. I dag er navnet dog ændret til ‘Le Famiglie Storiche’ – ‘De Historiske Familier’. Siden 2009 er foreningen udvidet til 13 medlemmer og tæller blandt andet navne som Masi, Tenute Tommasi, Musella og Speri. Dengang som nu er hovedformålet at beskytte Amarone-navnet og den kvalitet og karakteristik, der kendetegner en god Amarone. Der er siden løbet mere vand under broen og de hårde udmeldinger mellem Amarone-familierne og de andre producenter er blødt lidt op. Men kampen mod dårlig Amarone udkæmpes stadig. Heldigvis for os, der sætter pris på den ægte vare.
 
Vi har i årenes løb importeret vin fra flere af foreningens medlemmer – og fra Venturini i 7 år. Vores lager af Venturinis vine varierer meget, da nogle af dem knap når at ramme hylderne, før de er væk igen.
 
Og helt ærligt: Det forstår vi til fulde! Det er ganske enkelt gennemført flotte vine.
 
Venturinis vinmarker ligger lige midt i det bakkede Valpolicella Classico-område, 250 meter over havet. På disse marker har Venturini-familien produceret fantastisk flotte, rene og yderst velsmagende vine siden 1963. Du kan se vores aktuelle udvalg af Venturinis vine HER

Italiensk rødvin og temperatur

Ved hvilken temperatur drikker man italiensk rødvin?

Svaret afhænger naturligvis af, hvilken rødvin der er tale om. Generelt kan man sige, at den bør være en smule køligere, end man vil drikke vin fra andre områder.

Her får du en helt kort gennemgang:

14-15 grader: Let og ung vin som f.eks. ung sangiovese/bordvin.

16-17 grader: Yngre vine, f.eks. Chianti eller Ripasso.

18-19 grader: Modne og fyldige vine som f.eks. Barolo eller Amarone.

Vi foretrækker generelt, at vinen har en smule lavere temperatur end anbefalet, når den trækkes op. Stuetemperaturen er ofte varmere, og vinen varmes således automatisk op, efterhånden som du serverer den. Kommer en ung sangiovese over 20 grader, mister man mange af de fine smagsnuancer.

Og det er da for ærgerligt!