Sikker netbetaling med Dankort, eDankort, Visa, Visa Electron, MasterCard

Gallovini

Skip to Main Content »

Search Site

Chianti Classico D.O.C.G.

Se her hvilke Chianti Classico D.O.C.G.-vine vi har på hylderne, og læs mere om både området og vinen længere nede på siden:

 

Området og vinen

 

Chianti Classico er et af Italiens stærkeste brands. Faktisk er "Chianti" den italienske vin, flest mennesker udenfor Italien kan nævne. Italienernes måde at klassificere vine på, medfører ofte at vinen tager navn fra området. Det gælder f.eks. Barolo, Barbaresco, Salento - og Chianti.

Når man taler om en Chianti Classico, taler man om en Chianti Classico D.O.C.G. Det vil sige en vin fra Chianti Classico-området, der har fået den højeste (franskmændene ville sige fineste, men det fungerer lidt anderledes i Italien) klassifikation. Der findes dog mange andre vine fra området end Chianti Classico D.O.C.G., men mere om det i de næste afsnit.

 

Chianti Classicos historie

 

Chianti Classico er det ældste Chianti-distrikt i Chianti-området. Man har viden om vinproduktion i området siden etruskerne herskede, siden da romerne gjorde, og ikke mindst i middelalderen, hvor byerne Firenze og Siena førte krige mod hinanden. Det medførte en række fæstninger og slotte i området, hvoraf de fleste tilbageværende fungerer som villaer med tilhørende vinproduktion.

Selve navnet "Chianti" er set første gang omkring år 1400, og fungerede som "varemærke" for vine produceret i de tre landsbyer Castellina, Radda og Gaiole. Vinen nød stor anerkendelse i udlandet, og i 1600-tallet ved man at der blev eksporteret store mængder vin fra området til f.eks. England.

I 1716 lavede man en ny optegnelse over området, så det nu gik længere nordpå - lidt længere end byen Greve. Det var stadig et meget lille område.

i 1932 besluttede Italien sig for at lave helt nye - og mere omfattende - optegnelser over området. Det skete dels i erkendelse af, at de toscanske vine uden for den gamle Chianti-zone stadig havde meget tilfælles med vine inde i zonen. Det kunne måske også være for at kunne bruge det nu internationalt kendte navn "Chianti" på større mængder vin, hvem ved. Optegnelsen betød, at det gamle "Chianti" nu blev til "Chianti Classico" og voksede en tand. Det blev nemlig samme størrelse som i dag, 70.000 hektar, der ligger mellem Firenze og Siena. Det svarer til ca. en fjerdedel af øen Fyn.

Derudover fik vinproducenterne i et stort område uden for den gamle Chianti-zone lov til at kalde deres vine for Chianti. Der blev oprettet yderligere syv navngivne Chianti-zoner (hvoraf Chianti Rufina nok er den mest kendte). Disse grænser i flere tilfælde op til Chianti Classico. De zoner, der bare hedder "Chianti" i dag, strækker sig efterhånden over meget store dele af Toscana. Det giver en række vinbønder muligheden for at markedsføre deres vin under et kendt navn, men det betyder også at navnet "Chianti" ikke nødvendigvis hænger på en vin, der er produceret at de bedste druer i områder med det bedste mikroklima.

 

Chianti Classico-området

 

 

Chianti Classico er ikke uden grund et af verdens bedste vinområder. Sammenligner man med f.eks. Bourgogne og Bordeaux, hvor verdens dyreste vine produceres, ses de samme fine og vedvarende bakkeskråninger. Når man kører rundt i - det generelt meget smukke - Toscana, kan man næsten se på landskabet når man er i Chianti Classico. Hele tiden er der store, lange bakker / bjerge, der igen består en lang række mindre bakker, hvorpå der er overordentligt gode betingelser for at dyrke vin.

Området er meget frodigt, og generelt ses tre typer beplantning: Vinstokke, olivenlunde og skov. De sydvest-vendte skråninger er alle plantet til med vin, og på mindre solbeskinnede skråninger samt områder med knap så god jordbund, plantes noget andet.

Og netop jordbunden er én af grundene til vinproducenternes gode resultater. Jorden er rig på mineraler og kalk, og ligner mange steder blot grus med store kalksten. Det har to fordele:

  • - De mange og store sten i jorden sørger for at holde vinstokkens rødder varme om natten, selvom luften er kold og køler druerne ned.
  • - De meget lyse sten i jordbunden gør at solens stråler reflekteres op på druerne, der får endnu mere lyspåvirkning end med en mørk jordbund. Når en vindrue oplever større lyspåvirkning, producerer den en kraftigere skal for at beskytte sig. Det resulterer i større mænger tannin i den færdige vin, og giver langtidsholdbare vine, der udvikler sig bedre over tid.

På grund af det meget bakkede landskab oplever man ofte, at det ofte regner i nogle dale, og sjældent i andre. Man taler derfor om meget forskellige mikroklimaer. På samme måde som i de fineste franske vinområder, er der derfor stor forskel på vinene fra det nordligste Chianti Classico til det sydligste, fra én Chianti Classico-kommune til en anden, fra én vinmark til nabomarken - ja selv på samme mark kan der være store forskelle. Det giver selvfølgelig udfordringer for vinmageren, men også fantastiske muligheder for at producere unikke vine.

Hvert område i Chianti Classico har sin egen smagsprofil. Følgende er et hurtigt oprids af et par af områderne, og det er kun en tommelfingerregel. Der er som nævnt store variationer indenfor hvert underområde.

  • Greve. Markerne nord for Greve giver ofte elegante, men runde og letdrikkelige vine. De største vine laves ikke her, men gode hverdags-Chiantier behøver på grund af den runde smag ofte hverken lang tid eller barrique-lagring for at give charmerende vin, der kan drikkes af de fleste. Markerne syd og øst for Greve - især på markerne, der går op mod Panzano - giver ofte kraftigere vine. Meget runde, lidt mindre elegante, men til gengæld med god koncentration og mineralitet. Fra markerne syd-øst for Greve har vi vin fra Vignamaggio.
  • Panzano. Markerne her kaldes af flere for Chianti Classicos "cru" - altså de fineste marker i området. Der er god koncentration i vinene, overordentlig god mineralitet og de egner sig ofte godt til lagring. Fra Panzano har vi vin fra Monte Bernardi.
  • Gaiole. Vinene fra Gaiole har oftest kraft og koncentration. Der er fylde, men oftest ikke den store elegance. Der laves glimrende moderne Riservaer i området.
  • Radda og Castellina. Fra Castellinas bakkede skråninger og fra Radda ses ofte de mest klassiske og lette vine i området. De kan føles tyndbenede for nogle, mens de for andre repræsenterer klassisk Sangiovese i sin fineste form. Fra Castellinas flade områder ses ofte lidt mindre koncentration i vinen, men smagen fejler intet og kan især med brug af små egetræsfade (for hurtigere at give vinen fadpræg) ofte giver fornuftige resultater.

 

Chianti Classico D.O.C.G.

 

Italienernes måde at rangordne vinene på, består af fire niveauer.

  • Vino di Tavola - bordvin. Den laveste klassificering, der stort set kun fortæller, at druerne er dyrket i Italien.
  • I.G.T. (Indicazione Geografica Tipica)- kendt fra f.eks. supertoscanere. Denne klassificering fortæller i hvilken region vinen er dyrket, og kan således bruge til en ikke-egnstypisk vin fra en bestemt region.
  • D.O.C. (Denominazione di origine controllata). Typiske vine fra en bestemt egn med en vis kontrol fra et lokalt konsortium.
  • D.O.C.G. (Denominazione di origine controllata e garantita). Meget klassiske vine fra en bestemt egn. Det lokale konsortium garanterer at druerne er høstet lokalt og overholder de - ofte ret strenge - retningslinjer.

En Chianti Classico D.O.C.G. er altså klassificeret højest muligt, og skal således også leve op til en række krav. Det er "Consorzio del Vino Chianti Classico" (Chianti Classico-konsordiet), der sætter retningslinjerne for hvordan vinen skal laves. De holder faktisk styr på to D.O.C.G.'ere, nemlig den "almindelige" Chianti Classico D.O.C.G. (der også kaldes normale) og den "store" Chianti Classico Riserva D.O.C.G.

Chianti Classico-konsordiet har til opgave at sikre succes for den lokale vin. De bruger derfor store ressourcer på at udvikle vinen for at få mest muligt ud af de lokalt dyrkede druer. Faktisk ejer konsordiet hele fire vingårde, der primært har til formål at forske og eksperimentere med vinen for at opnå bedre resultater. En af konsekvenserne af denne forsking er, at hvidvinsdruer siden 2005 ikke har været tilladt i D.O.C.G.'en. Traditionelt har der været brugt 5 druer i en Chianti (Classico):

  • Sangiovese. Hoveddruen i hele Toscana, der har en let umoden og frisk frugt med et godt bid og godt lagringspotentiale.
  • Canaiolo. Let krydret i smagen og giver en behagelig fylde til Sangiovesen.
  • Colorino. I dag betragtet som lidt kedelig drue, dog med en kraftig farve, der har klædt den unge Sangiovese godt.
  • Trebbiano og Malvasia. To meget udbredte hvidvinsdruer i hele Italien, og Chianti-området er ingen undtagelse. Sammen med Sangiovese giver de en let og behagelig vin med rund og frisk frugt.

Man fandt dog ud af, at vinen fik større lagringspotentiale ved at undgå hvidvinsdruer, så idag bruger producenterne andre blandingsdruer for at opnå en rundere og fyldigere smag, f.eks. Merlot.

Dette er dog kun ét eksempel på en regel, vinen skal overholde for at blive en Chianti Classico D.O.C.G. Her er en række andre regler:

- Druerne skal dyrkes indenfor Chianti Classico zonen.
- Vinen skal indeholde mindst 80% Sangiovese.
- Kun godkendte druer må blandes i vinen. Det gælder f.eks. Canaiolo, Colorino, Syrah, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.
- Vinen skal lagre mindst 10 måneder.
- Flasken skal være af Bordeaux-typen eller "fiasco" - den klassiske buttede Chianti flaske med bast.
- Vinen skal have mindst 12% alkohol.
Derudover er der en række produktionsmæssige krav til hvor meget der må høstes per hektar osv. Fælles for alle disse er, at Chianti Classico har de strengeste krav af alle Chianti-distrikterne.

En vinproducent i Chianti Classico-området kan heller ikke bare producere al den Chianti Classico D.O.C.G. han har lyst til. Der er regler for, hvor meget der må produceres i forhold til hvor mange hektar der ejes. Dette er gjort for at sikre en god minimumskvalitet. Rent praktisk får en producent lov til at producere X antal liter. Når vinen er ved at være klar til tapning, sendes en prøve til konsordiet, der dels skal godkende vinens kemiske sammensætning, og dels godkende vinens smagsmæssige tilknytning til området. Producenten modtager så fra konsordiet et bestemt antal banderoler, der kan bruges til flaskerne. Hver banderole har et typenummer og er løbenummer, der gør at man kan spore vinen. Uanset hvilken Chianti Classico man har købt, kan man således på Chianti Classico-konsordiets hjemmeside spore vinen og se bl.a. en kemisk analyse af den.

 

Moderne vin i Chianti Classico

 

Chianti Classico-distriktet bliver også kaldt for "Italiens Bordeaux". Yndere af italiensk vin, ved at det er noget sludder. Bordeaux i Frankrig burde istedet kaldes "Frankrigs Chianti" :-). Der er dog en god grund til betegnelsen. Bordeaux blev kendt for at give ranke, komplekse vine, der langsomt modnedes med årene og havde enormt lagringspotentiale. Toscansk Sangiovese har typisk ikke et enormt lagringspotentiale - kun et glimrende et af slagsen. Til gengæld koster topvine tit en tiendedel i Chianti Classico sammenlignet med Bordeaux.

Når Chianti Classico ofte fremhæves internationalt, er det ikke kun fordi man laver gode Chianti Classico D.O.C.G. i området, men fordi vækstbetingelserne for vin i det hele taget er fantastiske. Derfor har vinbønder i mange år også eksperimenteret med andre druesorter og andre produktionsmetoder end de gængse. Resultaterne er ofte uovertrufne, og mange af de dyreste vine i området, klassificeres ikke som Chianti Classico D.O.C.G., men som enten VdT eller IGT. De kaldes Supertoscanere, og navnet symboliserer, at der er tale om en fremragende vin fra Toscana, der ikke har en officiel klassifikation.

Faktisk er mange af supertoscanerne lavet på klassiske franske druer, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Sidstnævnte indgår f.eks. som eneste drue i Vignamaggios supertoscaner af samme navn. Vinen fik 95 point af Robert Parker, der ellers ikke har nogen særlig forkærlighed for toscansk vin. Det hænger muligvis sammen med, at vinen er overraskende "Bordeauxsk" i sin stil til trods for at klimaet er helt anderledes (og væsentligt varmere) i området mellem Firenze og Siena end i franske Bordeaux.

Som med alle andre succes'er er der gået inflation i at kalde sine vine for supertoscanere, og det er efterhånden ikke svært at finde en producent, der ikke har en af slagsen. Ofte har vinen ikke megen berettigelse, men er til for navnets skyld.

Så druesammensætningen på de toscanske marker ændres med årene. For 30 år siden var der næppe mange marker med Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah. Det afspejles også i druesammensætningen i Chianti Classico D.O.C.G. Tidligere fandt man næsten altid Canaiolo og Colorino som blandingsdruer, i dag ses Merlot lige så tit.

Kendere af klassisk Sangiovese vil ofte sige, at denne ændring i druerne er til det værre, og at vinene bliver mere ligegyldige end med de "gamle druer". Vores holdning er, at det er fuldstændigt ligegyldigt - der vil altid være producenter, der holder sig til den klassiske stil. Det gælder blot om at finde dem og støtte dem.

Det er dog ikke kun druesammensætningen, der af mange ses som et tilbageskridt for vinene i området, også produktionsmetoderne. Druerne til en Chianti Classico D.O.C.G. håndplukkes, men det er helt almindeligt at køre rundt med små traktorer mellem vinstokkene, f.eks. i forbindelse med sprøjtning. Det er svært at komme rundt md en lille traktor når der ligger store sten på markerne, så mange vinproducenter har gennem årene fjernet de store, lyse kalksten der lå på markerne. Det giver desværre jordbunden andre egenskaber, og mindre lys til druerne pga. mindre genskin fra jorden.

Den største ændring af dem alle ligger dog i vinkælderen. For 30 år siden blev stort set al vin i området lagret på store træfade ("botti"), på mindst 2500 liter. Det var med til at give Chianti de særlige egenskaber: Kompleks vin med let umoden og frisk frugt, der kunne lagres i mange år efterfølgende. Lagring på store fade har den egenskab, at vinen kun meget langsomt suger eg (hvilket også vil sige tannin) samt ilt til sig. Netop eg og ilt er elementer, der gør den syrerige Sangiovese drikkeklar, så med lagring på store fade, går der altså lang tid inden vinen er varm og rund i smagen. Netop den runde, frugtrige smag efterspørges i højere grad af det internationale publikum (især efter flere oversøiske vine har fundet vej til supermarkederne). Derfor er de italienske vinproducenter i stor udstrækning begyndt at bruge de små, franske egefade / egetønder "barriques" på 225 liter. Når Sangiovese har ligget et års tid på barriques, er smagen markant anderledes end ved lagring på botti. Fadpræget er langt tydeligere, hvilket giver vinen et kraftigere præg i form af mere tannin. Smagen er rundere og "sødere". Det hænger sammen med at frugten er modnet hurtigere, og at fadet har afgivet smagsstoffer, der ofte minder om vanilje.

Med andre ord, opnås med barriquelagring et produkt, der falder i den internationale smag. Hurtigt. Udover at vinen ikke behøver så lang tids lagring på fade, behøver vinen nemlig heller ikke ligge så længe i flasken før den er fuldstændig drikkemoden. Det giver et billigere produkt, da producenten hurtigere får penge i kassen.

Til gengæld går man med barriquelagring på kompromis med et meget vigtigt element i de klassiske toscanske vine: Kompleksitet. Om man er til det ene eller andet, er op til smagsløgene. Vi gør dog opmærksom på, at mange producenter er blevet hamrende dygtige til at bruge barriques uden at ende med "marmeladevin" - altså en ligegyldig sødlig vin, som oftest ses i supermarkederne.

 

Mad og vin i Chianti Classico

 

Er man som gastronomi-interesseret turist på udkig efter et alternativ til charterferien, er smørhullet mellem Firenze og Siena oplagt. Man kan flyve fra Billund til Pisa og fra København til Firenze. Fra lufthavnene er det billigt at leje en lille italiensk bil, og fra Firenze lufthavn tager det ca. 30 minutter før man står midt i Chianti Classico. Området bugner af ferielejligheder - oftest gamle, lidt primitive, bondehuse midt i det smukke landskab.

Chianti Classico som turistmål er ikke billigt, men det er hver en krone værd. Det er i høj grad det klassiske Italien man besøger, og der er en enorm stolthed når det kommer til traditionerne. Heldigvis vedrører en lang række af de traditioner mad og vin. På de lokale restauranter fås lokale vine, og endda til ganske fornuftige priser. Som regel finder man en glimrende Chianti Classico til ca. 20 euro på vinkortet.

Området er kendt for sin T/I-bone steak "bistecca alla Fiorentina". Bøffen er skåret af det lokale kødkvæg "Chianina", som er verdens største kvægrace. Smagen er anderledes og pragtfuld. Bøffen bestilles per 100 gram, og på de fleste restauranter får man lov at se bøffen og godkende den, inden den lægges på grillen. Mums!

Der er en række international anerkendte restauranter som i høj grad er et besøg værd, men det madmæssigt mest impoerende ved området er, at selv de små pizza-barer oftest serverer rigtig glimrende kvalitet. De lokale gider nemlig ikke spise råvarer af dårlig kvalitet, og selvom der er mange turinster, kommer de oftest for at for at smage på de gode varer.

Kommer du forbi Chianti Classico, så kig forbi Vignamaggio. Kombinationen af den smukke udsigt fra den gamle villa, den gode vin og verdens bedste lasagne lavet af lokale Porcini-svampe er udsøgt!

Skål.

 

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom.

Derfor skal du vælge Gallovini

Vind vin for 500 kr. hver måned

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev deltager du automatisk i lodtrækningen om et gavekort på 500 kr. hver måned. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes.

×