Sikker netbetaling med Dankort, eDankort, Visa, Visa Electron, MasterCard

Gallovini

Skip to Main Content »

Search Site

Italiensk chokolade

Gallovini er ikke en delikatessebutik, men en vinhandel specialiseret i italiensk vin af høj kvalitet. Italienerne er bare så pokkers gode til det med mad og råvarer generelt, og vi har længe ledt efter lidt til den søde tand, både til de der køber vingaver hos os og til de der bare vil have lidt godt vinen.

Rødvin forbindes ofte med ost, og selvom det kan være en glimrende kombination, er chokolade ofte mindst lige så godt til rødvinen - alt afhængigt af den enkelte vin, ost og chokolade selvfølgelig.

Vi er derfor overordentligt stolte af at være blevet importør af chokolade fra producenten Maglio. Maglio, der ligger i Apulien, kan både noget med råvarer, fremstilling og præsentation og deres sortiment spænder lige fra "almindelige" chokoladeplader af usædvanlig høj kvalitet til de skønneste fyldte chokolader med lokale frugter.

Chokoladerne sælges i første omgang kun engros, men finder vej til internetbutikken på et tidspunkt. Glæd dig, for italiensk chokolade er blandt verdens bedste.

Det betaler sig at rydde op...

Så er det i høj grad blevet efterår, og selvom vejret har været trist, bød weekenden på en positiv vinoverraskelse.

Under en oprydning i vores pulterrum i kælderen fandt jeg i en flyttekasse en flaske Chianti Classico fra 2004. Det er en flaske til ca. 80 kr. - ikke nogen "stor" vin, men ganske vellavet vin fra en mellemklasseproducent, købt i en vinhandel. Jeg havde ladet flasken ligge i vinskabet et års tid derefter, hele tiden med en formodning om at den nok ikke var værd at drikke. Dels fordi jeg foretrækker Chianti ung (3-5 år fra høsten), dels fordi vin i den prisklasse som oftest er lavet til at blive drukket hurtigt, og dels fordi den må have oplevet voldsomme temperatursvingninger gennem flere år i flyttekassen.

Heldigvis blev min formodning gjort til skamme! Vinen smagte herligt, og var afgjort bedre nu, end hvis jeg havde åbnet den i 2007. En af grundene er sandsynligvis, at vinen er lagret på store fade fremfor på barriques. Det betyder mindre fadpræg og mindre iltning under fremstillingen, og det er medvirkende til at vinen gennem mange år kan udvikle sig i flasken og give mere kompleksitet. Det kræver selvfølgelig også druer af en vis kvalitet, så det er de færreste supermarkeds-Chianti'er, der vil have gavn af den nævnte vins ophold i flyttekassen.

Da mine forventninger til vinen ikke var så store, havnede størstedelen i en stegeso sammen med oksehaler og rodfrugter, hvilket egentlig var en skam - men det var nu heller ikke tosset.

Vi forhandler selv flest Chianti'er, der er lavet på traditionel vis - dvs. også er lavet af glimrende druer og lagret på store fade - og det bekræfter heldigvis det vi fortæller vores kunder, nemlig at god Chianti kan ligge en årrække, og hele tiden udvikler sig.

Restauranter i Toscana 1

Vi burde egentlig kalde det "Restauranter i Chianti", for sandheden er at når vi er i Toscana, havner vi som regel i området mellem Firenze og Siena. Eftersom vi regner med senere at udforske andre dele af Toscana også, kan vi dog passende benytte denne overskrift uden at skulle rette den i fremtiden når vi har anbefalinger fra andre dele af Toscana også.

Den første restaurant vi vil nævne er Ristoro di Lamole. Lamole er en lille landsby, der ligger et par kilometer sydøst fra Greve in Chianti midt i Chianti Classico. Mange danskere kører i løbet af deres ferie i Toscana på vinvejen mellem Firenze og Siena, og mange bor endda i Chianti Classico.

Er det tilfældet for dig, vil vi på det kraftigste anbefale en tur til Lamole. Når man kører fra Greve, er det en lang og snirklet vej - det tager ca. 30 minutter, og der er steder på turen hvor det er overordentligt bøvlet af møde modkørende. Lamole ligger nemlig meget høj med en helt utrolig udsigt over Chianti Classico. Både udsigten og restauranten er turen værd, og man kan opleve folk forlade bordet et øjeblik for at se solnedgangen. Så flot er det.

Ristoro di Lamole

Man kan smage, at kokkene elsker mad, og at de elsker lokal mad. De populære retter laves fint - crostini, bruschette, diverse pastaretter, bistecca alla Fiorentina osv. "Dagens retter" er dog usædvanligt lækkert lavet, og er man ikke kræsen, bør man gå den vej. Vi har f.eks. fået 4 retter der bl.a. inkluderede en appetizer med flan, pecorino og friturestegt zucchini, der smagte så tårene trillede, fettuccine med kaninragout og gratineret, strimlet kalvemave. Alle retter var noget af det lækreste vi har fået i området.

Vinkortet indeholder over 300 forskellige flasker fra de nærtliggende lokale producenter, og der er virkelig ekspertise til at kunne rådgive om vinvalg.

Kommer man i højsæsonen er maden god, og prisen er acceptabel. Kommer man udenfor højsæsonen, hvor der er lidt bedre tid, er maden fantastisk  og priserne er rigtig gode. Vinpriserne især er meget flotte.

Betjeningen er noget af det bedste vi har oplevet, og en tjener kørte os endda hjem fra restauranten engang fordi den lokale taxa ikke ville tage turen. Hvornår har man sidst set det i Danmark....

Det anbefales at bestille bord, da restauranten af ovennævnte grunde er ret populær.

Læs evt. mere om restauranten (inkl. adresse) på dens hjemmeside.

Pizzavin

Pizza og vin

Når man hører ordet pizzavin, tænker man automatisk på en underlødig vin fra supermarkedet, som hører til i håndvasken. Det er fordi vi har vænnet os til at enkelt, let mad skal have billig vin.

Vi er af en anden holdning!

Uanset om maden er fornem eller ej, så gælder det om at matche et kvalitetsmåltid med en kvalitetsvin, og der ER en type kvalitetsvin, der passer rigtig godt til pizza.

Det drejer sig om ung Sangiovese-vin, der har den lette frugtsmag kombineret med en frisk frugtsyre. Sangiovese smager utrolig godt med både brød og tomat - og dermed pizza. Desværre har vi i supermarkederne vænnet os til at man skal betale over 100 kroner før Sangiovese er drikkeligt, men der BLIVER faktisk lavet unge og lette kvalitetsvine på Sangiovese i Italien til en pris der er til at betale.

Pizzavin er for os en lækker vin, der passer godt til pizza. Og det er ikke så tosset :-).

Årgange i Chianti Classico

For Toscana-nørderne er her vores indtryk af de forskellige årgange af Sangiovese i Chianti Classico. Vi går helt kort igennem det, og målet er udelukkende at gøre det nemmere for Sangiovese-nyderen at vælge årgang. Sammenhold smagen det enkelte år med den producent du overvejer. Foretrækker du f.eks. en vin, der er meget rank og lys i smagen, og har du kig på en producent, der generelt laver frugtrige og fyldige vine, bør du f.eks. ikke vælge årgang 2005 i Chianti Classico. Og så videre.

Gennemgangen er selvfølgelig kun vores egen opfattelse af årgangene og ikke nogen officielt udtalelse fra producenterne i Chianti Classico:

2002: Katastrofeårgang i Toscana. Man kan stadig købe Riserva og Brunello fra årgangen billigt, men der er så langt mellem snapsene, at det er som at spille i lotteriet.

2003: Varmt år i Toscana, der gav udfordringer for en række producenter. Hos mange, er vinene blevet så kraftige, at de ikke smager ret toscansk. Fyldige vine fra årgangen kan ikke anbefales, store vine med ry for at være ranke og have potentiale, KAN godt være interessante.

2004: Klassisk årgang, hvilket vil sige ret elegante vine med kølig, men let tilgængelig frugt. Ranke vine fra årgangen kan gemmes, frugtrige vine skal være drukket nu.

2005: Problematisk år med regn op til høsten. Nogle producenter fik lavet dårlig vin i små mængder, andre glimrende vin i små mængder. Årgangen er generelt ikke til at gemme og burde være drukket nu. Vinene var generelt meget let tilgængelige og frugtrige i denne årgang, ikke mindst fordi druerne fra de "store" vine ofte blev brugt i de billige vine, da producenterne ikke ville lægge navn til de mest fornemme vine i årgangen.

2006: Efter vores mening et fantastisk år i Toscana. Ultra-elegante vine, der modnes langsomt og som ser ud til at opnå meget fin kompleksitet. Er man til frugtrige vine er dette ikke årgangen, er man til det der gør Sangiovese-druen unik, nemlig balancen mellem tanninerne, frugtsyren og den meget delikate smag af røde bær, er dette en fantastisk årgang, især hvis man har tålmodighed. Vi anbefaler både Chianti Riserva, Brunello og (måske især) de store supertoscanere i denne årgang.

2007: Forholdsvis varmt år, der også gav glimrende vine. Hos producenter der har ry for at lave runde og frugtrige vine, mangler der ofte kompleksitet, og vinen bliver for "varm". Hos producenter med klassisk toscansk vin giver årgangen et meget charmerende frugtrigt præg.

2008: Minder meget om 2004, men det er stadig for tidligt at sige, hvordan vinene udvikler sig. De vine, der typisk er meget ranke, er stadig for unge i smagen til at kunne bedømme dem. Frugtrige vine er ofte ret lækre og elegante i denne årgang. Nok ikke nogen gemmeårgang, men et fint år man trygt kan købe.

2009: Det bliver rigtig godt! Nærmere info følger når vi har smagt mere.

 

Vind vin for 500 kr. hver måned

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev deltager du automatisk i lodtrækningen om et gavekort på 500 kr. hver måned. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes.

×