For Toscana-nørderne er her vores indtryk af de forskellige årgange af Sangiovese i Chianti Classico. Vi går helt kort igennem det, og målet er udelukkende at gøre det nemmere for Sangiovese-nyderen at vælge årgang. Sammenhold smagen det enkelte år med den producent du overvejer. Foretrækker du f.eks. en vin, der er meget rank og lys i smagen, og har du kig på en producent, der generelt laver frugtrige og fyldige vine, bør du f.eks. ikke vælge årgang 2005 i Chianti Classico. Og så videre.

Gennemgangen er selvfølgelig kun vores egen opfattelse af årgangene og ikke nogen officielt udtalelse fra producenterne i Chianti Classico:

2002: Katastrofeårgang i Toscana. Man kan stadig købe Riserva og Brunello fra årgangen billigt, men der er så langt mellem snapsene, at det er som at spille i lotteriet.

2003: Varmt år i Toscana, der gav udfordringer for en række producenter. Hos mange, er vinene blevet så kraftige, at de ikke smager ret toscansk. Fyldige vine fra årgangen kan ikke anbefales, store vine med ry for at være ranke og have potentiale, KAN godt være interessante.

2004: Klassisk årgang, hvilket vil sige ret elegante vine med kølig, men let tilgængelig frugt. Ranke vine fra årgangen kan gemmes, frugtrige vine skal være drukket nu.

2005: Problematisk år med regn op til høsten. Nogle producenter fik lavet dårlig vin i små mængder, andre glimrende vin i små mængder. Årgangen er generelt ikke til at gemme og burde være drukket nu. Vinene var generelt meget let tilgængelige og frugtrige i denne årgang, ikke mindst fordi druerne fra de "store" vine ofte blev brugt i de billige vine, da producenterne ikke ville lægge navn til de mest fornemme vine i årgangen.

2006: Efter vores mening et fantastisk år i Toscana. Ultra-elegante vine, der modnes langsomt og som ser ud til at opnå meget fin kompleksitet. Er man til frugtrige vine er dette ikke årgangen, er man til det der gør Sangiovese-druen unik, nemlig balancen mellem tanninerne, frugtsyren og den meget delikate smag af røde bær, er dette en fantastisk årgang, især hvis man har tålmodighed. Vi anbefaler både Chianti Riserva, Brunello og (måske især) de store supertoscanere i denne årgang.

2007: Forholdsvis varmt år, der også gav glimrende vine. Hos producenter der har ry for at lave runde og frugtrige vine, mangler der ofte kompleksitet, og vinen bliver for "varm". Hos producenter med klassisk toscansk vin giver årgangen et meget charmerende frugtrigt præg.

2008: Minder meget om 2004, men det er stadig for tidligt at sige, hvordan vinene udvikler sig. De vine, der typisk er meget ranke, er stadig for unge i smagen til at kunne bedømme dem. Frugtrige vine er ofte ret lækre og elegante i denne årgang. Nok ikke nogen gemmeårgang, men et fint år man trygt kan købe.

2009: Det bliver rigtig godt! Nærmere info følger når vi har smagt mere.