Nu har vinhandlere efterhånden reklameret med det i en årrække: "Vinene fra Apulien var engang noget masseproduceret bras, men i dag produceres der mange vine af høj kvalitet". Der er noget om snakken, men helt ærligt, så er der stadig langt mellem snapsene på Italiens hæl, Apulien (Puglia).

Klimaet er glimrende dernede i sydens sol, og især området Salento (ved bugten på indersiden af "hælens" spids) har alle muligheder for at producere gode vine. Desværre vil jeg vove påstanden, at 90% af den lokalt producerede vin er ligegyldig i smagsmæssig sammenhæng. Hvorfor er det sådan?

1. Toscana og Piemonte er generelt gode vin-regioner, men for Toscanas vedkommende laves der særligt gode vine i f.eks. Chianti Classico og bakkerne omkring Montalcino, og for Piemontes vedkommende er områderne omkring Barolo, Alba og Asti særligt gode. Udenfor Italien er Champagne og Bourgogne gode eksempler på små områder med ekstra god kvalitet. Der skal altså det rette mikroklima til, og selvom Salento er et godt område til vinproduktion, er det ikke sikkert (eller sandsynligt), at området har potentiale til at nå Barolo- eller Bourgognehøjder. Desuden produceres rigtig meget vin i området ikke på "særligt udvalgte optimale placeringer", men på det stykke land, der nu engang fulgte med familiens landbrug.

2. For at opnå et optimalt resultat skal druen passe til jordbunden og klimaet. Der er en grund til at man bruger Pinot Noir i Bourgogne og Nebbiolo i Barolo. Man kunne sikkert lave fornuftige vine ved at bytte druer, men de ville ikke nå samme højde. Vi har f.eks. smagt Sangiovese fra mange sjove steder, og der laves god Sangiovese i både Sydamerika og New Zealand, men den smager ikke som (og ikke nær så godt som) Sangiovese i Chianti-området. Udover det smagsmæssige match mellem drue og klima, er det heller ikke alle druer, der vokser lige nemt alle steder. I Apulien har producenterne gennem mange generationer fundet ud af, at f.eks. Primitivo og Negroamaro fungerer godt. Det er druer, der sjældent giver hverken kompleksitet eller elegance, men trods alt et bedre resultat, end hvis man dyrkede Nebbiolo i Apulien.

3. Verden udenfor Apulien har set et område med store høstudbytter og billigarbejdskraft. Derfor har store producenter i f.eks. Frankrig og Norditalien bedt producenterne i Apulien lave enorme mængder vin til lavpris, som de så selv har blandet med egen produktion for at kunne sænke prisen (eller øge mængden). Man har altså i mange brugt billig vin fra Apulien i både fransk og norditaliensk vin. Nogle gange foregår det helt efter reglerne, og andre gange ikke.Vi blindsmagte f.eks. for nylig en supermarkeds-"Amarone", og der blev gættet på Negroamaro fra Apulien - ikke på Corvina fra Valpolicella. Det kan man så lægge i, hvad man vil. Under alle omstændigheder har de lokale producenter fulgt efterspørgslen og produceret det ønskede produkt. Det er f.eks. også grunden til at Syrah-druen produceres i store mængder i både Apulien og på Sicilien.

4. Lokal tradition. Der er bare forskel på, hvad folk synes er lækkert. Nogle mennesker søger ranke, elegante vine, andre søger varme overmodne bamser. Der findes ikke nogen facitliste for, hvilken stil der er bedst. De syditalienske indbyggere og det syditalienske køkken passer sikkert bedst til de kraftige, solmodne og krydrede vine.

Vigtigst af alt når vi taler om lokal tradition er dog "attention to detail". Der har bare været tradition for, at man stillede sig tilfreds med "god" vin, hvor man i f.eks. Piemonte og Bourgogne i højere grad har fortsat år efter år på at udforske og optimere for at nå nye højder.

Derfor bliver den vigtigste faktor når det kommer til Apuliens fremtid indenfor vin en holdningsændring. Får området flere unge vinmagere med en anden mentalitet, der gør at der forskes og udvikles for at opnå bedre resultater, eller fortsætte man i samme rille som nu? Mit gæt er, at det bliver en meget langsommelig proces, der snildt kan tage et par generationer, men at de få unge vinmagere, der besidder et tilstrækkeligt højt ambitionsniveau bliver forgyldt. De kan nemlig lave mere per krone end andre steder i Italien, da både arbejdskraft og jord er billigere.

Hvorfor skriver vi nu så meget om Apulien?

Jo, vi har i et par år arbejdet sammen med producenten Feudi d'Otranto fra Salento. Producenten startede først med at lave vin i 2004, og har aldrig været involveret i masseproduktion at billig vin til Frankrig, Valpolicella eller andre områder. De er startet med maksimal kvalitet for øje, og vigtigst: Bedre kvalitet end man i øjeblikket ser hos konkurrenterne.

Det har dog heller ikke været nemt for Feudi d'Otranto. De første år var vinene ikke noget at skrive hjem om, og den meget unge vinmager har haft en ekstremt stejl læringskurve. Han har de senere år fået hjælp fra vinmageren Francesco Naldi (Toscana), som både har hjulpet i kælderen og på marken. Den løbende proces, der har givet årlige forbedringer både på mark og i kælder, har sammen med vinstokkenes modning betydet et tydeligt spring i kvalitet år for år.

Vi solgte selv Feudis Primitivo 2008, som bød på rigtig meget vin for pengene, men da vi i marts 2012 smagte producentens Primitivo 2010, kiggede vi på hinanden og tænkte: "Det her er ikke bare meget vin for pengene, det er glimrende vin uanset pris". Det samme kan siges om producentes øvrige vine lavet på Syrah og Aglianico, og både vi og vores kunder er overordentligt begejstrede for vinene.

Med undtagelse af Feudis topvin, Ardentius, er stilen den samme: Ikke voldomt megen kompleksitet, men virkeligt vellavet og velsmagende vin, der passer til de fleste måltider og de fleste mennesker.

Hvis resten af Apulien blot fortsatte i samme spor, ville en række producenter i Mellem- og Norditalien virkelig være nødt til at oppe sig.